En ny epoke for fans af AaB er begyndt.

Den 25. juni 2025 blev Fanforeningen for Aalborg Boldspilklub officielt stiftet. Foreningen er skabt af fans – for fans – med et klart formål: at styrke den lokale forankring og sikre, at AaB A/S drives i overensstemmelse med klubbens værdier og den retning, der er aftalt for fremtiden.

Fanforeningen ønsker ikke at overtage kontrollen med klubben, men at bidrage som en konstruktiv og ansvarlig aktør. Gennem aktieerhvervelse og samarbejde med eksisterende aktionærer vil foreningen arbejde for, at bestyrelsen i AaB A/S står til ansvar overfor klubbens værdigrundlag: Professionalisme, Troværdighed, Fællesskab, Passion og ikke mindst Ordentlighed.

Midler til aktiekøb vil blive indsamlet gennem medlemskaber og sponsorater, og bestyrelsen i Fanforeningen skal årligt have bemyndigelse til at foretage investeringer på generalforsamlingen. Foreningen er åben for alle, der støtter dens formål og ønsker at bidrage til et AaB, der skal drives med det lange blik og med respekt for klubbens rolle som en lokal kulturinstitution.

Fanforeningen ser sin rolle som den rolige hånd på rattet – en platform for dialog og tillid mellem fans, aktionærer, bestyrelse og ansatte. Målet er at skabe et bredt forum, hvor klubbens værdier kan diskuteres og bruges til at sætte rammerne for den daglige drift.

”AaB Support Club bakker fuldt op om etableringen af en dedikeret fanforening med ambitioner om medejerskab gennem erhvervelse af aktier. Vi ser et stort potentiale i, at fans organiserer sig og tager aktivt medansvar for klubbens fremtid. Det er et stærkt og visionært skridt, som vi håber kan være med til at styrke både fællesskabet omkring AaB og den langsigtede udvikling af klubben.” udtaler Rasmus Hofman Fihl, næstformand i AaB Support Club

AaB Support Club og Vesttribunen Aalborg er de stiftende medlemmer af foreningen.

“Vesttribunen ser med stor positivitet på initiativet til at stifte en ny fanforening med ambitioner om medejerskab i AaB. Vi mener, det er et vigtigt og stærkt skridt, som giver fansene en reel stemme i de beslutninger, der former klubbens fremtid. Det vidner om et engagement, der rækker langt ud over at bakke op fra tribunen – og vi tror på, at initiativet kan styrke både fællesskabet og fundamentet under AaB. ” lyder det fra Rikke Damgaard på vegne af Vesttribunen Aalborg.

Bestyrelsen består af følgende medlemmer:

  • Christian Kokholm Rothmann, Formand
  • Lasse Meik Nielsen, Næstformand
  • Patrick Borup Simonsen, Kasserer
  • Claus Fallingborg, Bestyrelsesmedlem
  • Søren Albrechtsen, Bestyrelsesmedlem
  • Laura Høxbroe Meisner Hyllested, Bestyrelsesmedlem
  • Simon Gregersen Echers, Bestyrelsesmedlem
  • Benjamin Grøndahl Thenstrup, Bestyrelsesmedlem
  • René Juul Jensen, Bestyrelsesmedlem
  • Timmy Nørup Kastrupsen, Bestyrelsesmedlem

Fanforeningen planlægger at afholde sin første ordinære generalforsamling inden udgangen af marts 2026. Men inden det vil medlemmerne få mulighed for at præge foreningens strategi og fremtidige arbejde.

For mere information, kontakt:

Christian Kokholm Rothmann
info@fanforeningen.dk


Læs ligende: