Aalborg, 4. november 2025
Fanforeningen for Aalborg Boldspilklub følger med stor interesse dagens nyhed om den forestående kapitaludvidelse i AaB A/S. Fra foreningens begyndelse har det været et klart mål at sikre medlemmernes opbakning til at investere i klubben, og vi ser nu en konkret mulighed for at realisere dette.
Da bestyrelsen endnu ikke har modtaget generalforsamlingens bemyndigelse til aktiekøb, jf. §2 stk. 2 i vedtægterne, vil det kræve indkaldelse til en ekstraordinær generalforsamling at købe aktier. Bestyrelsen arbejder derfor på at afdække de konkrete muligheder og vil snarest fremlægge en plan til godkendelse hos medlemmerne.
Fanforeningen ejer på nuværende tidspunkt relativt få aktier i AaB og kan derfor kun deltage i et begrænset omfang i kapitaludvidelsen, medmindre der findes alternative veje til opkøb. Dette vil blive undersøgt nærmere.
Vi ser et behov for en grundig gennemgang af vores muligheder for deltagelse i kapitaludvidelsen, herunder om det kræver yderligere midler, og hvor stor en del af foreningens kapital der bør anvendes.
Det er vigtigt at understrege, at midler investeret i denne kapitaludvidelse går direkte til AaB’s klubkasse. Derfor opfordrer vi alle med hjerte for klubben til at overveje at investere – både som enkeltpersoner og som fællesskab.
Bestyrelsen inviterer medlemmer med indsigt i kapitaludvidelse og investeringsstrategi til at bidrage med en optegning af vores muligheder, så vi kan udarbejde en konkret plan for eventuel kapitalindsamling.
Har man lyst at blive medlem i Fanforeningen og støtte fans’ mulighed for indflydelse i AaB, så kan man læse mere og blive medlem her
Du kan læse mere om hvordan dine aktier kan være med til at gøre en forskel her
For yderligere information kontakt:
Formand, Christian Kokholm Rothmann
40 25 87 43

