Kære medlemmer

I forbindelse med den kommende generalforsamling tirsdag d. 24 marts fremlægger bestyrelsen to vedtægtsændringer samt information om de bestyrelsespladser, der er på valg.

De to vedtægtændring til afstemning

1. Samlet vedtægtsændring vedr. erhvervsmedlemmer
Som tidligere beskrevet foreslog bestyrelsen oprindeligt to ændringer. Disse er nu slået sammen til én samlet vedtægtsændring, da det både er administrativt enklere og fremstår mere professionelt.
Ændringen har til formål at sidestille erhvervsmedlemmer med øvrige stemmeberettigede medlemmer, så længe de opfylder de almindelige krav for stemmeret, herunder en minimumsperiode for medlemsskab for at sikre reel tilknytning til foreningen

Ændring af §5, stk 7

Bestyrelsen foreslår en justering af §5, stk. 7, så reglerne om stemmeret bliver mere klare og bedre afspejler vores medlemsstruktur.

Hvad ændres?

  • Erhvervsmedlemmer sidestilles med øvrige stemmeberettigede medlemmer.
  • En minimumsperiode på 3 måneders aktivt medlemskab indføres, før man kan stemme.

Hvorfor?

Ændringen gør det tydeligt, hvem der har stemmeret, og sikrer at kun medlemmer med reel tilknytning til foreningen deltager i beslutningerne. Samtidig undgår vi unødvendig forskelsbehandling – erhvervsmedlemmer bliver nu fuldgyldige, stemmeberettigede medlemmer.

Den gamle formulering:

Stk. 7. Stemmeberettiget er ethvert medlem, der er fyldt 16 år og ikke er i restance. Stemmeret kan udøves ved personligt fremmøde. Medlemmer kan dog give fuldmagt til et andet medlem eller bestyrelsen, jf. §5, stk. 14. Støttemedlemmer og Erhvervsmedlemmer har ikke stemmeret, men har tale og forslagsret.

Formulering til afstemning:

Stk. 7. Stemmeberettiget er ethvert medlem, der er fyldt 16 år, ikke er i restance og har haft et aktivt stemmeberettiget medlemskab i minimum 3 måneder forud for generalforsamlingen. Stemmeret kan udøves ved personligt fremmøde. Medlemmer kan dog give fuldmagt til et andet medlem eller bestyrelsen, jf. §5, stk. 14. Støttemedlemmer er uden stemmeret, men har tale- og forslagsret.

2. Nyt krav: Medlemmer under 18 år skal have skriftligt samtykke
Bestyrelsen foreslår samtidig en præcisering, så medlemmer under 18 år skal have skriftligt samtykke fra forældre/værge for at kunne indgå aftaler med foreningen. Dette sikrer, at vores vedtægter afspejler gældende lov om mindreåriges manglende retlige handleevne.
Dette ændrer ikke reglerne om stemmeret, som fortsat kræver, at medlemmet er fyldt 16 år og ikke er i restance.

Ændring af §3, stk 2

Bestyrelsen foreslår en justering af §3, stk. 2, så oprettelse af medlemskab sker i overensstemmelse med dansk lov (Værgemålsloven § 1, stk. 2)

Hvad ændres?

  • Medlemskaber tegnet af personer under 18 år, kan kun optages med forældrenes skriftlig samtykke
  • Dette er jf Værgemålsloven § 1, stk. 2, som tilsiger at unge under 18 ikke må indgå bindende aftaler

Hvorfor?

Foreningen ønsker at overholde dansk lov. Og i det at betaling for medlemskab via Unioo er en bindende aftale med løbende betaling, så følte bestyrelsen at det nødvendigt at tilsikre at nye medlemskaber sker i overensstemmelse med gældende lov på området.

Den gamle formulering:

Stk. 2. Personer under 16 år kan kun optages med forældrenes skriftlige samtykke.

Formulering til afstemning:

Stk. 2. Personer under 18 år kan kun optages med forældrenes skriftlige samtykke.

Procedure ved for vedtægtsændring:
I henhold til §5, stk. 9 kræver ændringer af vedtægterne, at forslaget vedtages med mindst 2/3 flertal på to på hinanden følgende generalforsamlinger med tre ugers mellemrum.

Sådan gør vi:

  1. Forslagene behandles på den ordinære generalforsamling.
  2. Såfremt forslaget godkendes, vil bestyrelsen i direkte forlængelse heraf indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, hvor det eneste punkt på dagsordenen bliver endelig vedtagelse af vedtægtsændringerne.
  3. For at sikre, at forslagene kan bekræftes i overensstemmelse med vedtægterne, vil bestyrelsen anbefale medlemmerne at afgive fuldmagt til bestyrelsen til brug for den ekstraordinære generalforsamling.

Dette sikrer, at proceduren følges korrekt, og at vedtægtsændringerne kan gennemføres så smidigt som muligt.

Bestyrelsesvalg

På årets generalforsamling er der fire bestyrelsesposter på valg.

Genopstiller til bestyrelsen

Bestyrelsen indstiller følgende tre kandidater til genvalg:

  1. Simon Gregersen Echers
  2. René Juul Jensen
  3. Benjamin Grøndahl Thenstrup

Om brugen af fuldmagter

Indsendte fuldmagter til bestyrelsen vil tilfalde de bestyrelseskandidater, der genopstiller.

Ved valget til den fjerde bestyrelsespost vil fuldmagter ikke blive anvendt.
Det skyldes, at bestyrelsen ønsker, at det er generalforsamlingen til stede, der beslutter, hvem der skal indtræde på den ledige plads.

Den fjerde plads

Til den sidste bestyrelsespost opfordrer bestyrelsen interesserede medlemmer til at stille op.
Medlemmer kan også stille op som modkandidat til de øvrige pladser.


Krav for opstilling er dikteret af foreningens vedtægter (§5 stk. 11)

“Valgbar til bestyrelsen er ethvert stemmeberettiget medlem, der er fyldt 18 år.”


Sådan stiller du op

  • Indsend din opstilling på forhånd til info@fanforeningen.dk
  • Eller meld dit kandidatur på selve dagen.

Alle kandidater får mulighed for at præsentere sig skriftligt både på hjemmesiden og til generalforsamlingen.

Der er mulighed for afgivelse af fuldmagt til generalforsamlingen

  • Fuldmagter gives via denne formular – dog seneste 24 timer inden generalforsamlingen.
  • Ved tildeling af fuldmagt til bestyrelsen, vil du stemme for bestyrelsens indstillinger
  • Ved tildeling af fuldmagt til andet medlem, kan du give et andet, stemmeberettiget, medlem retten til at stemme på dine vegne. Jf §5 stk. 14 kan et medlem maksimalt have én fuldmagt. Det er fuldmagtsgivers ansvar at sikre modtager af fuldmagten ikke overskrider dette. Såfremt at et medlem tildeles mere end en fuldmagt, vil eventuelt øvrige fuldmagter gå tabt. 
  • Det bemærkes at kun stemmeberettigede medlemmer kan afgive en fuldmagt

Venlig hilsen

Bestyrelsen i Fanforeningen for Aalborg Boldspilklub


Læs ligende: